Om Kiki Brandt

Den danske sopran Kiki Brandt er uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium med en MusikerPerformer Diplom uddannelse og en solistklasse hos Lars Waage og Anne Margrethe Dahl.

Kiki Brandt startede sin karriere med sin medvirken i musicals på nogle af landets friluftsscener i roller som bl.a. Laurie i “Oklahoma” og Maria i “West Side Story”, senere medvirkede hun i Det Ny Teaters opsætning af “My Fair Lady”, og i 2000 var hun en af de 4 skuespillere i Rottefælde Revyen.

Kiki Brandt har siden 1997 sunget flere forestillinger på Den Fynske Opera, Århus Kammeropera og andre operaensembler i Danmark, her iblandt roller som Pamina og Papagena i “Tryllefløjten”, Barbarina i “Figaros bryllup”, Amor i “Orfeus og Euridike”, Juliane i “Røverborgen”, Kokkepigen i “Nattergalen”, Euridike i “Orfeus-Remix” og Frasquita i ”Carmen”.

Som solist har Kiki Brandt flere gange gæstet bl.a. Odense Symfoniorkester, Ålborg Symfoniorkester, Århus Sinfonietta, Ensemble Fyn og Prinsens Musikkorps, men også samarbejdet til pianisterne Hanne Bramsen Buhl, Erik Kaltoft og Kamilla Sørensen har resulteret i mange forskellige koncerter.

Kiki udgør 1/3 af trioerne “TriOro” og “Brandt, Petersen og Svit”.

Siden sin studietid har Kiki sunget sopranpartierne i Händels “Messias”, Pergolesis “Stabat Mater” bl.a. med TriOro, Mendelsons C-dur Messe, Faures “Requiem” osv.

I 2005 modtog Kiki “Helle og Arenth Jacobsens Legat for unge kunstnere, i 2006 modtog hun “V. Makwarth og Hustru Veronika Makwarth’s Musiklegat” og i 2008 modtog hun “Den Fynske Operas Lars Waage Pris”.

Kiki Brandt har også deltaget i masterclasses hos bl.a. Susanna Eken (også fast lærer 2002-2004) i Trondhjem, Lauren Nubar i New York,  Tonny Landy og Gregory Lamar i Danmark.

I 2005 var hun gæstesolist på Kurt Ravns juleturné.

I 2007 sang Kiki Brandt koloratur/musical-rollen Vølven i Folketeatrets jubilæumsforestilling “Knud den kedelige”. Hun har flere gange gæstet Holbæk Teater som solist i teaterets saloner, og i sommeren ’07 sang hun Maria Stuart i teatrets opsætning af “Jarlen går igen”. Derudover sang Kiki samme år Sopranpartiet i Händels “Messias” med Odense Symfoniorkester.

I 2008 havde Kiki Brandt sin debut på Den Jyske Opera som Viola i operaen “Volapyk”.

I 2009 sang Kiki Brandt koloratur-partiet, 1. Lakaj, i Den Jyske Operas opsætning af Bent Lorenzens “Jeppe på bjerget”.

I 2010 sang Kiki Brandt rollen som Johanna i “Sweeney Todd” på Odense Teater, Elisabeth i Teater FreezeProductions opsætning af ”Amerikaneren”, Sopran-solist i Østre Gasværks ”Danske Bank Tour” og Prinsesse Miamaja i Den Jyske Operas ”Jul på slottet”.

I 2011 sang hun Kowalski i ”Houdini” af Andy Pape på Den Fynske Opera, Sopran/Performer i ”The good old days” på Den Fynske Opera, Sopran-solist i Østre Gasværks ”Danske Bank Tour” og Sopran-solist i ”Stemmer fra Østre Gasværk” på Østre Gasværk.

I 2012 medvirkede Kiki Brandt som sopran-solist i ”Forfattertræf” med nyskrevet musik af Andy Pape på Den Fynske Opera.

I 2013 sang Kiki “Den grimme ælling” på Den Fynske Opera, Påske- og sommerkoncert-turné med “TriOro”.

I 2014 var Kiki solist I “Opera på Hjul” på Den Fynske Opera, solist i Den Fynske Operas operakabaret på Humlemagasinet, medvirkede som solist i Kulturbox2014 og sang julekoncerter med bl.a. Kim Sjögren og Bjørn Elkjer.

I 2015 var Kiki solist i “Opera på Hjul” på Den Fynske Opera, sang Sopranpartiet i “Fynsk Forår” med Odense Symfoniorkester, sang Veloce i den Reumertvindende “Andre Bygninger”, Carl Nielsen-koncerter med trioen, Brandt, Petersen og Svit, Carl Nielsen-koncerter med Kamilla Sørensen og som solist besøgte hun Prinsens Musikkorps ved deres Thanksgiving koncerter med den amerikanske dirigent, Michelle Rakers.

I 2016 gæstede Kiki Brandt Ålborg Symfoniorkesters som solist på orkestrets Nytårskoncert-turné.

Kiki vil i marts 2016 åbne Ålborg Guitarfestival med trioen, Brandt, Petersen og Svit, og i sommeren 2016 kan hun opleves, når hun synger åbningskoncerten af Nyborg Slotskoncerter. Derudover vil hun i august være solist i Tivoli med Symfoniorkestret i anledning af Tivolis 173 års fødselsdag.

 

CD: “Poul Ruders-Works For Guitar” fra 2008 med Jesper Sivebæk (Pestilence Songs).

CD: “Wood Spine” med Thommy Andersson (2016).